Calon Arang
Olga Witte Organ Trio No 2 er en koncert komponeret af Olga Witte for pibeorgel og to saxofoner (Anja Nedremo på altsaxofon og Jacob Danielsen på tenorsaxofon). Hun har skabt, det JazzNyt (feb. 2022) beskriver som ”sit helt eget og dybt originale musikalske sprog. Hun er så dybt inde i musikken at det smelter sammen på forunderlig logisk vis. Det er vildt og mildt - og værd at gå på opdagelse i.” De to trioer udkom som i december 2021, om hvilket Seismograf (jan. 2022) har skrevet, at ”en besætning af to blæsere og pibeorgel [kan] udrette underværker.”
Trioen integrerer eksperimentel jazz, moderne kompositionsmusik samt strukturer, principper og praksisser fra balinesisk gamelan, som hun har lært og internaliseret ved langvarige musiketnologiske feltarbejder på Bali. I 2023 tog Witte til Bali endnu engang for i samarbejde med skyggedukkeføreren I Wayan Mardika at skabe et visuelt værk, der følger musikken. Det har resulteret i en meget smuk musikvideo om heksen Calon Arang, der vises samtidig med koncerten spilles. Musikken kan med de underlæggende strukturer fra en for lytteren ukendt musik (gamelan) spillet på kendte instrumenter åbne lytterens øre for nye møder og muligheder, mens de smukke billeder griber og omfavner publikum.
Olga Witte er komponist, jazzpianist, kirkeorganist og musiketnolog. I januar 2023 færdiggjorde hun sine soliststudier i rytmisk komposition på Det Jyske Musikkonservatorium. I udtalelsen står der bl.a. ”Værket vil virkelig sin lytter, og man omfavnes af musikkens sensibilitet, nødvendighed og varme. Koncertrummet udnyttes maksimalt og tidsaspektet bruges som et væsentligt virkemiddel på moden vis, hvilket viser stor formsans. I værket bruges improvisation, variation i frekvensområderne samt dynamik til at fastholde lytteren og føre musikken fremad i en fængslende og omsluttende oplevelse. Olga Witte er en meget musikalsk leder, som fremstår skarp og afklaret i sin performance.” Hun har skrevet eksperimentelle stykker for pibeorgel og andre instrumenter, der er opført i ind- og udland. Witte er medlem af Komponistforeningen ToneArt, og har bl.a. komponeret og arrangeret for KALAHA (under udgivelse), Travelling Tribes og Aarhus Jazz Orchestra.
Anja Nedremo er klassisk saxofonist og fremfører koncerter internationalt. Hun er uddannet solist fra Det Jyske Musikkonservatorium og har bl.a. modtaget Leonie Sonnings talentpris i 2015.
Jacob Danielsen (www.jacobd.dk) er rytmisk saxofonist og et kendt navn på den danske jazzscene. Han befærder jazzens mere eksperimenterende veje, bl.a. solo med en maskinpark bestående af husholdningsredskaber.
Jacob Danielsen er rytmisk saxofonist og et kendt navn på den danske jazzscene. Han befærder jazzens mere eksperimenterende veje, bl.a. solo med en maskinpark bestående af husholdningsredskaber.
OBS: KONCERTEN FOREGÅR I HELLIGÅNDSKIRKEN, TORPEVÆNGET 1, 8210 AARHUS V.