top of page

Inver

10. oktober

Inver spiller ny folkemusik med rødder i de keltiske traditioner fra Irland og Skotland blandet med et par traditionelle numre indimellem. Kevin Lees (violin), Rune Barslund (irske fløjter & accordeon) samt Matthew Jones (guitar) spiller med et stort instrumentalt overskud, respekt for traditionerne og samtidig også med en lyst til at udfordre og forny dem. Det kommer især til udtryk i trioens egne kompositioner og idérige arrangementer, som giver trioen en unik og nutidig lyd. Publikum udsættes for hurtige og swingende jigs og reels, spillet med en smittende energi, der kan gøre det svært for mange at sidde stille. Indimellem er der tid til fordybelse, når stemningsfyldte slow airs og valse bliver spillet med en særlig indlevelse og nerve.

 

Trioens debut-album ”Heading Out” blev nomineret i kategorierne Årets roots album og Årets roots track ved Danish Music Awards Roots 2020. Inver var også nomineret som Årets nye danske roots navn.

 

Selvom trioen er et nyt navn på folkemusikscenen, har de tre musikere hver især et flot CV. Kevin og Matthew har tidligere vundet BBC Radio 2 Young Folk Award med deres gamle band ”Last Orders” og Rune Barslund vandt i 2012 en Danish Folk Music Award med sin makker Andreas Tophøj for Årets track. Medlemmerne har hver især været på turnéer i en lang række lande og optrådt på flere af de største folkfestivaler i Europa.

Aftenen starter med, at vi spiser sammen.

Maden laves med inspiration i aftenens koncert og er inkluderet i billetprisen.

Program:
18.00: Mad
19.00: Koncert
20.00: Tak for i aften

Inver photo 1.jpeg
bottom of page