Spiredon
-klassisk indisk sang
Denne aften får vi besøg af Spiredon Kayyal, som oprindeligt stammer fra Palæstina, men har dyrket og studeret den nordindiske klassiske sang- og musiktradition, som han vil præsentere denne aften.
​
Denne musik er en 'hellig' musik, som helt op indtil 40'erne var forbeholdt overklassen og fyrstehofferne i Nordindien, og som er blevet overleveret fra mester til elev igennem flere århundreder. Den blev især udbredt omkring 60'erne med hippiebevægelsens store fascination af traditionen og George Harrisons (fra The Beatles) samarbejde med Ravi Shankar.
​
Det store navn i den nordindiske tradition var dog Tan Sen (ca. 1500-89). Han sang i dhrupad-stil og var en af stormogulen Akbars såkaldte "ni juveler". Akbars hofskribent Abu'l Fazl skrev i 1597 krøniken Akbarnama, som nævner mange sangere og instrumentalister ved hoffet. Flere nulevende musikere kan føre deres slægt tilbage til Tan Sen.
​
Musikken har i udgangspunktet et spirituelt sigte, og man kan forvente en helt speciel aften, når Spiredon kommer forbi.
​